Nyheder

Bravida styrker tilstedeværelsen i Midtjylland – køber aktiviteterne i el- og kølevirksomheden HP el-service A/S

Bravida Danmark A/S har indgået aftale om køb af aktiviteterne i el- og kølevirksomheden HP el-service A/S. Med købet styrker Bravida tilstedeværelsen i Midtjylland med en bred vifte af kompetencer inden for el- og køleservice.

  • Pressemeddelelse
  • 24 Maj 2022

Virksomheden blev grundlagt i 1984 og har gennem forskellige opkøb hen over årene styrket både privatkunde- og erhvervskundeandelen. Virksomheden beskæftiger sig primært med industriservice inden for blandt andet el- og køleinstallationer, men servicerer både erhvervs- og privatkunder i hele Jylland indenfor disciplinerne industriinstallationer, bygningsinstallationer, teledata, alarmer, termografering, energivejledning og meget mere. Virksomheden havde i 2021 en omsætning på 20 millioner dkr.

– HP el-service er en virksomhed med en god og solid historie og et godt ry i lokalområdet. Med købet styrker vi vores position i Midtjylland på el-området. Derudover besidder medarbejderne nogle kølekompetencer, der bevirker at Bravida nu dækker køleområdet på tværs af Jylland, siger regionsdirektør for Region Nord, Klaus Villefrance. 

– Det er vigtigt for mig, at virksomheden og arbejdspladserne føres videre, og jeg er overbevist om, at købet vil blive en fordel for vores eksisterende kunder, der nu får adgang til Bravida’s mange kompetencer og services. Det har været en spændende rejse indtil videre, og jeg glæder mig til fortsættelsen og den videre udvikling som en del af Bravida, siger Ib Aarup, ejer af HP el-service.

Integration af virksomheden over i Bravida Danmark A/S sker d. 07.06.2022, hvor efter HP el-service løbende vil blive indpasset i Bravida Danmarks samlede forretning, hvilket i praksis betyder at virksomheden indtil videre fortsætter på uændrede vilkår under nuværende navn.